Kurser for frivillige om bevaring og indsamling af museumsgenstande

Med økonomisk støtte fra Velux-fonden og efter initiativ fra Metha Lange (Smidstrup Museum), har Konserveringscentret i efteråret fået mulighed for at arrangere en række kurser for frivillige museumsmedarbejdere. De seks kurser omhandler forskellige emner som man som museumsmedarbejder nemt kan komme i kontakt med i det daglige arbejde. Målet med kurserne er at sætte fokus på nogle almindelige bevaringsmæssige problemer og præsentere nogle gode og praktiske løsninger.

På de første to kurser med inspektør Lisbeth Aagaard Lykke fra Vejlemuseerne som underviser, er der givet råd og ideer om målrettet indsamling og god registrering af museumsgenstande. Fra Konserveringscentret er der i forbindelse med registrering rådgivet om, hvordan man kan nummerere genstandene på en hensigtsmæssig måde.

De øvrige kurser har haft medarbejdere fra Konserveringscentret i Vejle som undervisere. Kurserne har omhandlet rengøring, skadedyr og indeklima, håndtering, udstilling og magasinering af forskellige kulturhistoriske genstande (f. eks. møbler og landbrugsredskaber), tekstiler og smykker, samt korrekt håndtering af malerier, grafik og anden kunst.

Kurserne lægger vægt på, at de frivillige får indsigt i, hvordan man tilrettelægger indsamling, og på hvordan man undgår skader på museumsgenstande i forbindelse med håndtering, transport, magasinering og udstilling.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalinket.