Byggeteknisk er fællesmagasinet både et skridt ind i fremtiden og samtidig inspireret af fortiden, idet klimastyringen er inspireret af gamle massive bygninger som for eksempel kælderen under domkirken i Köln og Skokloster Slot i Sverige, der har vist sig at have virkelig gode betingelser for opbevaring. De gamle bygningers egenskaber er i opførelsen af fællesmagasinet overført til moderne byggematerialer og –teknikker. Princippet kaldes ’passiv klimatisering’ og går ud på at udnytte byggematerialernes evne til at afgive og optage fugt. Derfor er betongulvet støbt direkte på kapillarbrydende lag og dampspærre for at udnytte jordens konstante temperatur (8-9 grader året rundt) til at gøre gulvet til en stor køleflade om sommeren og stor varmeflade om vinteren. Derved opnås særdeles lave drifts- og energiomkostninger samt tilstrækkelig små udsving i temperatur og luftfugtighed til at skabe gunstige forhold for opbevaring af museumsgenstande. Vel at mærke uden brug af et større klimastyringsanlæg. Byggeprincippet ’passiv klimatisering’ gør, at fællesmagasinet er tæt på at være energineutralt.
Fire haller med indskudt etage
Magasinbygningen består af to store haller gennemskåret af en bred fordelingsgang, således at der er to mindre haller mod nord og to store haller mod syd. I alle haller er der bygget en indskudt etage af stålsøjler og ’elefantriste’, så det samlede areal er 1,75 gange større end grundplanet. På mezzaninen står almindelige reoler, mens der under mezzaninen er pallereoler. Det resterende gulvareal er køreareal samt indrettet til opbevaring af genstande, der er for store til, at de kan være under mezzaninen. Desuden er der – i en tilbygning – et kølemagasin med 560 hyldemeter til opbevaring af nyere tids medier. I samme bygning er fryserum (til miljøvenlig desinfektion for skadedyr), personalerum, pakkerum samt registreringsrum med internetforbindelse, så brugerne kan registrere genstande direkte ind i REGIN-databasen.
Fakta om Fællesmagasinet
Opført: 2003 på en grund sammen med Konserveringscentret i Vejle. Størrelse: 5.500 kvm. magasinplads samt 140 kvm. arbejdsrum.
Byggematerialer: Vægge af 24 cm letklinker beton isoleret med 250 mm rockwool og yderst metalplader. Betongulvet er støbt direkte på kapilarbrydende lag og dampspærre.
Faciliteter: Magasinrum, klimasluse, personalerum, pakkerum, bad/omklædning, registreringsrum, kølemagasin og fryserum.
Opførelsespris: 16,2 mio. kr.
Finansiering: De deltagende museer og arkiver, Vejle Amt, de deltagende kommuner, Kulturministeriet, KUAS og Sonningfonden.
Administration og tilsyn: Konserveringscentret i Vejle.
Brugerne: 15 kunst- og kulturhistoriske museer samt arkiver.
magasinmanualen.dk
Artikel fra ICOM-CC 2005 vedr. bygningen (PDF)



