Frysebehandling

Frysebehandling

Ved en frysebehandling skal genstandene pakkes lufttæt i plastik inden de indsættes i fryserummet, der nedkøles til -38⁰C i 3 -7 døgn. Se figur 9. En frysning tager ca. 1 uge: 4 timer til nedkøling af fryseren, 3 dages frysning og 3 dages akklimatisering/optøning.

NB: Er der konstateret aktivt angreb af borebiller eller ved mistanke herom SKAL genstandene dog fryses i 7 døgn!  Spørg Konserveringscentret i tvivlstilfælde.

 Genstande, der IKKE bør fryses:
Spejle
Glasindramninger i møbler, døre m.m.
Indrammede billeder med glas og miniaturer
Genstande med intarsia
Tak
Tand
Perlemor
Fiskeskind
Horn
Skildpaddeskjold
Næb
Klør
Elfenben
Hvalbarde
Gummi
Plastmaterialer
Gips eller kridering med træ
Forgyldte genstande af træ
Malerier på lærred eller træ
Genstande med PUR (polyurethan) skum, kan være brugt som møbelfyld, i kulturhistoriske genstande og i nyere kunstværker
Bemalede skulptur, rammer, relieffer m.m.
Lakarbejder
Bemalede og lakerede genstande, eksempelvis møbler
Glaspladenegativer
Magnetiske bånd, f.eks. kassettebånd og videobånd
CD’er
DVD’er
Silke

Genstande, der KAN fryses, hvis der ikke indgår materialer fra ovenstående liste:
Tekstil med udtagelse af silke
Ubehandlet træ
Papir
Bøger

Ved tvivlstilfælde spørg Konserveringscentret, tlf: 76 62 11 55.

Indpakning af genstande før frysning

Før frysning skal genstanden emballeres lufttæt i plastfolie. Er genstanden for eksempel pakket i en æske, emballeres æsken i plastfolie med tape, således at plastindpakningen bliver lufttæt og indeholder mindst mulig luft. Luften kan med forsigtighed suges ud med en støvsuger. Dette skal ske for at undgå udtørringsskader under frysningen og skader fra kondens på genstanden efter frysningen. Uden på plastindpakningen noteres indhold og ejerinstitution. Emballagematerialer skal selv medbringes, dog kan palleposer købes på Konserveringsværkstedet, husk at notere på sedlen ved palleposestativet, hvor mange der bruges.

Hvis genstandene kommer fra udendørs arealer eller lokaler med høj luftfugtighed, bør de før emballering i plastik pakkes i ubleget bomuldsstof, der kan absorbere fugten, når den kondenserer under optøning efter frysningen. Disse materialer skal selv medbringes. Meget fugtige genstande skal akklimatiseres ved ca. 50% relativ luftfugtighed inden de fryses.

Fleksible og skrøbelige materialer som f.eks. tekstil og papir skal understøttes med et fast materiale (pap eller andet) før frysning.