Afrensning af fernis på papir

I forbindelse med et videreuddannelsesprojekt om afrensning af ferniserede genstande af papir, er der på Konserveringscentret blevet udført en del forsøg med opløsning og afrensning af nedbrudt fernis ved hjælp af forskellige rensegeler baseret på organiske opløsningsmidler.

Der er i virkeligheden tale om, at traditionelle opløsningsmidler som f.eks. sprit og acetone fortykkes med en transparent gel, således at opløsningsmidlet ikke fordamper, mens man arbejder med det. En anden fordel er, at det er lettere at kontrollere afrensningen af en genstand, når man anvender en gel frem for flydende opløsningsmidler – på den måde undgås spild af opløsningsmiddel og skjolddannelse, når man pletrenser forskellige genstande.

Disse geler kaldes opløsningsmiddelgeler – solventgeler – og fungerer i princippet ligesom Bums, der bruges til afsyring af bemalede møbler, men de er meget mere skånsomme.

I forbindelse med afrensning af ferniserede genstande af papir – f.eks. kort og glober – har det vist sig muligt i nogle tilfælde at afrense den nedbrudte fernis med rensegeler. Det er dog ikke helt problemfrit, idet gelerne indeholder stoffer, som ikke må efterlades i papiret efter rensning, da de kan forårsage misfarvninger.

Det gælder derfor om at foretage en så grundig afrensning som muligt, og kun hvis underlaget er glat. Hvis papiroverfladen er porøs vil fernissen være sunket ned i papiret, og der kan ikke anvendes rensegeler til afrensningen.

Der er lukket for kommentarer.