Frysedesinficering

Konserveringscentret udfører miljøvenlig bekæmpelse af insektangreb ved hjælp af frysedesinficering. Skadedyr som møl, sølvkræ, borebiller, klannere o.s.v. kan udryddes ved en nedfrysning til -38° C. Rent praktisk foregår behandlingen på følgende måde:

De museumsgenstande, der er angrebne af skadedyr pakkes lufttæt ind i plast, nedfryses til -38° C i tre dage, herefter optør genstanden i plastikken i samme antal dage. Ved at pakke genstanden ind i plast forhindres udtørring under processen.

Normalt sker der ikke synlige forandringer af materialer og farvelag i forbindelse med frysedesinfektion, men i enkelte tilfælde mener vi at have konstateret svage forandringer af lød og “dybde” i farvelag på bemalede trægenstande.

Bemalede genstande kan være opbygget af meget forskelligartede og sammensatte materialer, hvor det bærende underlag kan være tekstil, træ, pap eller lignende. Herover kan der ligge et lag grundering (dvs. pigment og fyldstof samt et bindemiddel), isolering, samt farvelag med en stor variation af bindemidler og til sidst evt. et fernislag.

I lyset af de konstaterede forandringer kan det måske vise sig at være risikofyldt af fryse malerier eller andre bemalede genstande med mange lag af materialer. De kan tænkes at arbejde forskelligt ved lave temperaturer, fordi materialerne ændrer volumen med temperaturen (har forskellige termisk udvidelseskoefficient).

Den sparsomme litteratur om emnet frysedesinficering, samt flere fagfolks modstridende holdninger har bevirket at vi har iværksat et pilotprojekt til nærmere undersøgelse af bemalede overflader før og efter frysedesinficering.

Et maleri blev købt til formålet. Billedet blev klippet i fire stykker, to blev frysedesinficeret og to blev gemt som reference. Der blev udtaget prøver til betragtning i Scanning Elektron Microskop (SEM) for at se om farvelaget tog skade ved en nedfrysning til -38° C. Det foreløbige resultat viste en mikroskopisk, krystalagtig struktur på overfladen af de prøver, der blev frosset. Vi ved endnu ikke, hvad der sker i denne proces, og der arbejdes videre med projektet.

Der er lukket for kommentarer.