Udgravning af Hammerum-pigen

I februar 2008 var der inviteret gæster i Midtjyllandsmuseums magasin. Det var Hans Rostholm, som havde bedt os komme og se på et par hele jernaldergrave optaget som præparater. Gæsterne var bl.a. Ulla Mannering fra Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet og undertegnede Anne-Kathrine Kjerulff og Lise Ræder Knudsen fra Konserveringscentret i Vejle.

Præparaterne var optaget i 1993, men da man dengang forsigtigt begyndte udgravningen, viste det sig, at der var rigtig meget organisk materiale i den ene af gravene. Man så velbevaret tekstil, hår og noget træ i de øverste lag. Det er meget vanskeligt og langsommeligt at udgrave præparater med organisk materiale, der skal bevares, og da der var knapt med ressourcer, blev graven stillet på magasin for at vente på bedre tider.
De kom i 2008 med Kulturarvsstyrelsens pulje til konservering af genstande af enestående national betydning, og det var for at se på gravene i forbindelse med ansøgning til puljen, at vi var inviteret på besøg på museet.
Det var tydeligt, at der var velbevarede tekstiler i den kasse af sammentømrede brædder, der indeholdt graven med museumsnummer HEM 3231 x 83. At det så viste sig, at være en hel sammenhængende dragt var en glædelig overraskelse, som først blev afsløret meget senere under arbejdet med at afdække tekstilerne.

Kulturarvsstyrelsens pulje blev søgt og vi var heldige, at bevillingen gik igennem. Herefter undersøgte vi, om det kunne lade sig gøre at udgrave Hammerumpigen på museet, men det endte med, at kassen måtte transporteres til vores konserverings atelier i Vejle. Det var vanskeligt at få kassen ud fra magasinet i Herning, idet den måtte hejses ud fra 1.sal med kran og det var ligeledes vanskeligt at transportere den, så der ikke opstod revner i præparatet fra rystelser under transporten.

Præparatet indeholdende Hammerum-pigens grav hejses ud af Herning Museums magasin.

Præparatet indeholdende Hammerum-pigens grav hejses ud af Herning Museums magasin.

Efter en del forberedelser stod de store kasser med de hele grave på konserveringscentret og undersøgelserne kunne begynde. Først blev gravene grundigt dokumenteret med fotos, og derefter blev de begge røntgenfotograferet. På røntgenfilm tegner metaller sig tydeligt, medens organiske materialer er vanskeligere at se. Knogler kan ses, og sommetider ses lerkar og skår, andre gange er deres kemiske sammensætning og struktur for tæt på den omgivende jord og derfor aftegner de sig ikke på røntgenfilmen.
I Hammerumpigens grav var der ikke andet at se, end en diffus lys plet på størrelse med en håndflade og beliggende omkring højre skulder. Det skulle senere vise sig at være 3 dårligt brændte potteskår.

Roberto Fortuna arbejder med fotodokumentationen af Hammerum-pigens grav.

Roberto Fortuna, Nationalmuseet arbejder med fotodokumentationen af Hammerum-pigens grav.

Udgravningen af et præparat med meget organisk materiale gøres bedst med støvsugning. Men ikke støvsugning, som man kender det hjemmefra. Til en opgave som denne, er det nødvendigt at kunne fjerne ganske få sandkorn ad gangen. Det gøres under mikroskop, så man er sikker på, at ikke at fjerne noget, der ikke skal væk. Til opgaven blev der anvendt en specialstøvsuger, koblet til en regulator, der kunne dæmpe suget helt ned. De løse sandkorn er støvsuget op, medens sandkorn der sad fast på tekstiler, pelslag og hår er løsnet med træpind under arbejdsmikroskop, inden de også er fjernet. Forsigtig bearbejdning af sandkornene kombineret med støvsugning er en meget skånsom afrensningsmetode, da tekstil, pels og hår berøres mindst muligt. Traditionel afrensning med pensel slider væsentligt mere på originalmaterialet.

Konservator Anne-Kathrine Kjerulff arbejder med afrensning af præparatet under mikroskop.

Konservator Anne-Kathrine Kjerulff arbejder med afrensning af præparatet under mikroskop.

Som afrensningen skred frem, dukkede der langsomt en hel kjole op. Den har lukninger over skuldrene, og desuden var der fragmenter af 2 lag lyst tekstil med indslag af repsvævning og fragmenter af tekstil med røde og hvide tråde. Nederst i graven kunne vi konstatere, at den gravlagte var lagt ned på et pelsskind med hårene opad. Desuden var der bevaret en kompliceret frisure med mange små fletninger og en fin nakkeknude.

Hammerum-pigens grav fritlagt til overfladen af tekstilerne og frisuren.

Hammerum-pigens grav fritlagt til overfladen af tekstilerne og frisuren.

Skitse af omridset af kjolen.

Skitse af omridset af kjolen.

Arbejdet på Konserveringscentret i Vejle har i første omgang koncentreret sig om at afdække dragten, og derefter er der udtaget prøver til forskellige naturvidenskabelige undersøgelser af dele af dragtens elementer samt jorden omkring. Her er det hele tiden en afvejning af ønsket om at få de svar, som de naturvidenskabelige undersøgelser kan give, i forhold til ønsket om at bevare dragten og frisuren intakt. Noget af originalmaterialet må ofres, men det skal udtages, så det manglende materiale forstyrrer helheden mindst muligt. Kræver undersøgelserne for meget materiale på nuværende tidspunkt i forhold til, hvor meget der af æstetiske hensyn kan fjernes, er det somme tider nødvendigt at undlade at udtage prøver. Procedurerne for mange af de naturvidenskabelige undersøgelser ændres løbende, og der kræves typisk mindre og mindre prøvemængder. Så her må man vurdere, hvad der er vigtigt at få undersøgt nu, og hvad det vil være mere fornuftigt at vente med.
I forhold til senere undersøgelser både af naturvidenskabelig og tekstilteknisk karakter, er det vigtigt, at der ikke tilføres materiale eller kemiske stoffer, der kan være en hindring for, at sådanne undersøgelser kan foretages. Derfor var det vigtigt, ikke at tilføre nogen egentlige konserverende eller stabiliserende midler til tekstilerne eller frisuren under afdækningen.

Hammerumpigens kjole var vævet af rød og hvid uldtråd i kiperbinding. Mønster sekvensen med tre linjer har siddet midt på brystet.

Hammerumpigens kjole var vævet af rød og hvid uldtråd i kiperbinding. Mønster sekvensen med tre linjer har siddet midt på brystet.

Dragten viste sig hurtigt, at være så enestående og indeholde så mange interessante tekstiltekniske detaljer, at det var nødvendigt at se den fra bagsiden, for at få det fulde overblik over dragtens udformning. Dette var dog noget af en udfordring, da dragten ganske vist var sammenhængende og velbevaret, men tekstilet naturligvis meget skrøbeligt i forhold til nyt uldtekstil. Kassen og jorden under dragten vejede ca. 300 kg, og ganske vist havde dragten ligget under et tykkere og tungere jordlag de sidste ca. 2000 år, men da havde dragten været våd og dermed mere fleksibel. Nu var dragten tør og det ville være en hård belastning at fugte den op igen, så der måtte findes en anden løsning. Våde præparater vendes ellers ofte ved at isolere med et lag af eksempelvis husholdningsfilm ned mod præparatet og så støbe en kappe af gips eventuelt blandet med polystyrenkugler for at reducere vægten. Når kassen med præparatet således er fyldt op, skrues der et låg på og kassen vendes med bunden opad, hvorefter bunden kan tages af, og man kan begynde at udgrave fra bagsiden. Men den metode egnede sig ikke til at vende det skrøbelige tekstil.

Prøve af moderne uldstof imprægneret med cyclododecan. Hjørnerne på stoffet trækkes op og viser at stoffet vil have skadelig virkning, hvis det blev brug til at stabilisere kjolen under vending.

Prøve af moderne uldstof imprægneret med cyclododecan. Hjørnerne på stoffet trækkes op og viser, at imprægneringen vil have skadelig virkning, hvis det blev brugt til at stabilisere kjolen under vending.

Som konservatorer har vi et stærkt internationalt netværk og når man støder på et fagligt problem som dette, så er det naturligt at undersøge litteraturen og spørge i netværket, om andre har prøvet noget lignende. Det viste sig, at der ikke er erfaringer med tilsvarende opgaver, men vi blev anbefalet at se på et stof: Cyklododecan, som er et stof, der ved stuetemperatur minder om paraffinvoks og som ved kontakt med luft fordamper, og forsvinder efter uger eller måneder alt efter tykkelsen af laget. Det anvendes som midlertidig stabilisering i malerikonservering og har også fundet anvendelse ved midlertidig stabilisering af tekstil i udlandet. Det virkede attraktivt, at kunne stabilisere dragten og frisuren midlertidigt under vendingen. Men forsøg med cycklododecan påført nyt uldstof på 3 forskellige måder: Smeltet, som smelte med opløsningsmiddel og som spray, viste at cyclododecan trækker sig en del sammen, når det afkøles eller aflejres fra spraydåsen. Det moderne uldtekstil, der blev anvendt til forsøget vendte hjørnerne opad som en skive tørt rugbrød. Det træk havde vi ikke lyst til at udsætte dragten og frisuren for, så den løsning blev opgivet. Konservatorer arbejder ofte med meget gamle genstande og interesserer sig derfor også for gamle håndværksteknikker og gammel teknologi, men nogle gange må man tage fat i den nyeste teknologi for at få den bedste løsning. Efter kontakt til flere firmaer fandt vi et, der kunne lave en 3D skanning af dragten (Se video om 3D-scanningen)  og fræse en form i opskummet polypropylen, som kunne passe ned over præparatet med n nøjagtighed på 1/10 millimeter. Opskummet polypropylen blev valgt, da det er et let materiale med gode ældningsegenskaber.

Opskummet polypropylen  fræset ud efter en #D scanning af præparatet.

Opskummet polypropylen fræset ud efter en 3D scanning af præparatet.

Den fræsede model blev med stor nøjagtighed sænket ned over præparatet. Kanterne blev tætnet og der blev skruet et låg på kassen. Herefter blev der skruet to store ”hjul” lavet af en tyk krydsfinér på gavlene af kassen, og kassen blev løftet ned af sine bukke og sat på gulvet kun med ”hjulene” som støtte. Nu kunne kassen med et lille puf vendes med bagsiden op, sættes på bukkene igen og bagsiden skrues af.
Det viste sig heldigvis, at det store forarbejde var umagen værd. Vendingen var udført uden nogen form for skade på kjolen.
Herefter kunne der så startes på udgravning fra bagsiden. Undervejs blev der taget diverse jordprøver og udgravningen blev foretaget, så det var muligt at tegne en profil af jordlagene under graven.
På bagsiden kom der mange detaljer frem, som det ikke havde været muligt at se fra forsiden. Det var således den rigtige beslutning at vende præparatet og udgrave fra bagsiden, selvom det har krævet meget tid og meget arbejde.
I november 2010 blev Hammerumpigen afleveret til Midtjyllandsmuseum i Herning og kan ses på Tekstil Forum.
En utrolig spændende og udfordrende opgave for medarbejderne på Konserveringscentret i Vejle var afsluttet.

Der er lukket for kommentarer.